Kylling i kokos

En lille hurtig aftensmad lavet af ingredienser jeg fandt i diverse supermarkeder i og omkring Oslo en onsdag på vej hjem fra arbejde…
Til 2-3 portioner.

Ingredienser

  • 400g kyllingebryst i strimler
  • 100g brune champignon
  • 2 hele chili
  • 1 jordskok
  • 1 løg
  • 3 fed hvidløg
  • frisk ingefær
  • 250g “wokmiks” (hvidkål, gulerod, brokkoli, porre, rød peberfrugt og sukkerærter)
  • ½dl soya
  • ½dl citronsaft
  • 2tsk honning
  • 2spsk sambal oelek
  • salt
  • peber
  • karry
  • gurkemeje
  • tabasco
  • evt chilipulver
  • 1tsk hele spidskommen
  • 1ds kokosmælk
  • olie (sesam/raps/solsikke/oliven)
  • evt ris (basmati ris)

Forberedelser

Kylling i lage og wokmiks

Kylling i lage

Der laves en lage af soya, citronsaft, honning, 1 fed knust hvidløg, 1 chili i skiver, 1spsk sambal oelek, ca 1spsk frisk ingefær i grove tern og lidt friskkværnet peber.

Kyllingebrysterne skæres i tynde strimler og røres i lagen. Kylling i lage står ude til den skal bruges – omrøres med jævne mellemrum.

Wokmiks

Champignon renses forsigtig, skæres i kvarte; chili, hvidløg, frisk ingefær og jordskok skæres i tynde skiver. Champignon, chili, hvidløg, ingefær og jordskok tilføres “wokmiks”.

Løget hakkes fint, endnu et fed hvidløg skæres i tynde skiver.

Tilberedning

Kylling

Hæld lidt olie på en pande. Tilsæt lidt karry og friskkværnet peber. Tænd for olien.

Når olien er varm, tilsættes hvidløg i tynde skiver. Når hvidløg har fået lidt farve, tilsættes løg og der hældes lidt tabasco på. Der omrøres og løgene svitses.

Når løgene er gennemsigtige lægges kyllingestykkerne på. Lad lagen blive i skålen så kyllingen ikke koger… Kyllingen skal nu stege ved forholdsvis høj temperatur.

Der drysses med karry, gurkemeje, spidskommen og evt chilipulver.

Når kyllingen har fået farve og en smule stegeskorpe, hældes lagen over og der skrues ned, så kylling og lage kun småsimrer.

Stegt kylling og lage

Wokmiks

Skal der koges ris er det nu risene sættes over…

En god portion sesam-, raps- eller solsikkeolie opvarmes på en pande.

Wokmiks inklusiv champignon, frisk ingefær, chili, hvidløg og jordskok hældes på panden og steges ved god varme.

Når brokkolien er ved at være lidt mør, tilsættes kylling og lage og en dåse kokosmælk.

Retten småsimrer (må endelig ikke koge for kraftigt) mens risene koger færdige. Tilsæt eventuelt mere sambal oelek, chili eller tabasco.

Smag til med salt og peber.

Velbekomme!

Mmmmm
Kylling og wokmiks i kokos

Udbys kerne-rugbrød

En videreudvikling af det lækre Færøsk surdejsrugbrød. Samme grundopskrift tilsat en masse kerner og mørkt maltmel. Meget spændende og velsmagende brød med lang holdbarhed!
Der bliver 3 store lækre rugbrød af denne opskrift.

Den første dag

  • Surdej fra sidst…
  • 3-4 l vand
  • 3 kg groft rugmel
  • 4 spsk mørkt maltmel
  • 65 g salt

Surdejen opløses i vandet, salt tilsættes.
Dernæst rug- og maltmel. Det røres godt sammen og står til næste dag.
Dejen skal være hævet! Nogen gange hæver den perfekt op på 8 timer, andre gange skal den have 24…
Starter man lørdag morgen er den med garanti klar søndag morgen.

Den rette mængde vand er svær at målsætte. Et sted mellem 3½ og 4 l plejer at være passende; det kræver lidt erfaring at finde den rigtige mængde. Hæver dejen vildt op og er på vej ud af skålen har du sandsynligvis brugt for meget vand…

Den anden dag

  • ½-1 l vand
  • 1½ kg skårne eller knækkede rugkerner
  • 200 g solsikkekerner
  • 200 g græskarkerner
  • 200 g hørfrø
  • 1 stor gulerod, groft revet

Kerner og reven gulerod tilsættes (bemærk: der kræves et temmelig stort dejfad). Der skal muligvis tilsættes mere vand afhængig af dejens konsistens.

Der røres grundigt. Surdej tages fra til næste gang (ca. 1 dl). Det opbevares i køleskab (holdbarhed 3-4 uger) eller i fryseren.
Dejen lægges i smurte forme, 3-4 stk. afhængig af formenes størrelse. Det slåes godt sammen.

Brødene skal nu hæve, gerne 4-6 timer.

Inden brødene sættes i ovnen, skal de pensles; f.eks. med olivenolie, eller smeltet margerine/smør og vand.

Bages:
1 time ved 130 °C – dernæst
1½ time ved 150 °C
Brødet står herefter i slukket ovn ca. 2 timer eller natten over.
Det færdige brød kan opbevares i køleskab eller fryser.

God fornøjelse!

Kirsebærsovs

Opskrift på en kraftig kirsebærsovs til julens risalamande. Denne opskrift opstod i irritation over at 2 kokke uafhængigt at hinanden viste DR’s seere hvordan man laver en god hjemmelavet kirsebærsovs, uden at forholde sig kritisk til om almindelige mennesker rent faktisk kan komme i nærheden af den væsentligeste ingrediens: udstenede, evt frosne, kirsebær.
De kan købes i Inco, men der kommer private ikke og man kan ikke købe mindre end 2,5kg…

Denne opskrift baserer sig på dessert kirsebær som kan købes i f.eks. Netto (og såmænd også i Inco). Det er det nærmeste vi kommer ferske kirsebær i almindelige Danske supermarkeder ved juletid…

Af opskriften bliver der nok til ca. 12 personer, hvis man altså ikke pøser alt for megen sovs på sin risalamande… Jeg kan ikke anbefale man laver mindre end halvdelen, da mængden af sovs som skal reduceres derved bliver alt for lille.

Ingredienser

  • 4 glas (370g/140g drænet) dessertkirsebær
  • 4 spsk sukker
  • 1 kanelstang
  • 1-2 “stjerner” stjerneanis
  • ¼ appelsin (økologisk)
  • evt. 4 spsk god kirsebærlikør

Kirsebærlagen sies fra kirsebærrene og hældes i en gryde. Kirsebærrene overhældes med lidt kirsebærlikør (kan udelades) og stilles køligt.

Kirsebær og likør

Kirsebær og likør

Sukker, kanel, stjerneanis og appelsin (med skræl hvis den er økologisk) i grove stykker hældes i og der tændes op. Sovsen reduceres forsigtigt (simre, ikke koge) til ca. 50%. Henstår køligt natten over.
Den afkølede sovs hældes over kirsebærrene.

Kirsebærsovsen reduceres

Kirsebærsovsen reduceres

Den færdige sovs med kirsebær opbevares op til en uge i køleskab.

Velbekomme!

 

 

 

 

 

 

 

 

Referencer:

Farmors leverpostej – stor portion, fra bunden

Dette er en variation af “Farmors leverpostej“. Jeg har nu lavet leverpostej efter nedenstående opskrift 3 gange i træk, og resultatet er ubetinget bedre end den oprindelige opskrift.
Men, det er også et noget større arbejde og der er en del opvask bagefter. Godt til en søndag formiddag…

Opskriften giver ca. 8 foliebakker (4,5dl) leverpostej. Godt til fryseren i en stor familie 🙂

Ingredienser

  • ca. 1 kg lever
  • ca. 500 g spæk
  • 2-3 store løg
  • 40 g smør
  • 2 spsk hvedemel
  • 8 dl mælk
  • 3 spsk salt
  • en sjat tamari eller soya
  • friskkværnet peber
  • 6 spsk/2 “håndfulde” merian
  • 1½ tsk timian
  • 1½ tsk rosmarin
  • 3 tsk stødt allehånde
  • 3 æg

Lever, spæk og løg skæres i tern og køres “på skift” (lever-spæk-løg-lever-spæk-løg…løg til sidst) gennem en kødhakkemaskine på fineste indstilling. Massen røres godt sammen og stilles køligt.

Der laves en opbagning af smør, hvedemel og mælk. Opbagningen koges godt igennem.

Lever-spæk-løgmassen røres i.

Krydderier tilsættes – friskkværnet peber i rigelige mængder – og der røres godt efter hvert krydderi, så det fordeles jævnt i postejen. Dette er især vigtigt med allehånden, som har en tendens til at klumpe. Klumperne skal røres ud.

Æggene piskes til en “æggesnaps” og røres i til sidst.

Leverpostejmassen hældes i forme og bages i vandbad i ovn i en time ved ca. 200°C.

I min ovn er der ikke plads til 8 forme på én plade, så jeg bruger 2. De skifter plads efter ca. en halv time, så postejerne får lige megen varme.
Sidst jeg købte spæk var det med hud. Det røg gennem kødhakkeren og har ikke negativ indflydelse på smagen, men konsistensen synes at blive en anelse mere bastant, som en paté.

God fornøjelse!

Prices bearnaise

Denne opskrift er dybest set Price’s opskrift fra DR (http://www.dr.dk/Mad/opskrifter/spise-med-price/Bearnaise.htm) med mine erfaringer skrevet ind.

Bearnaise

Bearnaise

Lad mig sige det med det samme: Det er ikke svært at lave en god bearnaise når man først har prøvet det et par gange! Det skal altså prøves og pludselig er den der bare. Men de første gange vil det være klogt at have et glas god bearnaise f.eks. fra Irma som backup… Læs resten

Spidskålssalat

En genial ”salat” som smager fantastisk og nydes af hele familien.

  • Spidskål
  • 1 Appelsin
  • Salatmix (f.eks. ristede og saltede peanuts og græskarkerner)
  • Rosiner
  • 2 spsk Valnøddeolie

Spidskål snittes fint. Appelsinen skæres i både og kødet tages fri af skrællen. Appelsinkødet skæres i skiver og blandes sammen med spidskål, salatmix, rosiner og valnøddeolie. Det hele vendes godt og står lidt inden det serveres.

Velbekomme!

Kylling i karry (Rijstaffel)

Nedenstående giver 7 til 9 portioner. En rigtig børnevenlig ret!

Ingredienser:

  • 25g smør
  • 500g kylling i tern (f.eks. bryst eller filet)
  • 1 æble i små tern
  • 1-2 løg, hakket
  • 2-3 gulerødder i tynde strimler/stave
  • 1 porre
  • 1 chili
  • 2-3spsk karry, mild
  • 2 laurbærblade
  • friskkværnet peber
  • 1spsk salt
  • 2dl græsk yoghurt 10% eller creme fraiche
  • 2ds kokosmælk
  • 3tsk gurkemeje
  • 100g champignon i kvarte
  • ½dl piskefløde
  • Evt. lidt olie

Læs resten

Farmors leverpostej

Nedenstående opskrift giver 3 stk (4,5 dl) lækre leverpostej, hjemmelavet som Farmor laver den!

Ingredienser

  • 20 g smør
  • 1 spsk hvedemel
  • 4 dl mælk
  • 500 g hakket lever/flæsk (30-40% flæsk/60-70% lever)
  • 1 stort revet løg
  • 1 spsk salt
  • friskkværnet peber
  • 2 spsk merian
  • ½ tsk timian
  • ½ tsk rosmarin
  • 1 tsk stødt allehånde
  • 1 æg

Lav en opbagning af smør, mel og mælk og lade den koge igennem. Rør hakket lever og flæsk, revet løg og krydderier i og varm det igennem. Rør til sidst ægget i og hæld postejen i forme.

Bag leverpostejen i vandbad i ovnen ved 200 °C i ca. 1 time.

leverpostej

Leverpostej


Velbekomme!

Pizza

Pizza med skinke

Pizza med skinke


Pizza er nem mad. Bruger man færdig pizzadej fra supermarkedet kan man have aftensmaden klar på en halv time. Denne opskrift er nu til en anden version, hvor der bruges rug- og grahamsmel i pizzadejen. Det giver en sundere pizza der giver en god mæthedsfornemmelse. Men det tager også længere tid…

Opskriften giver 2 store pizzaer; rigeligt til 3 børn og 2 voksne – del med 2 hvis der kun skal bruges en enkelt god pizza.
Læs resten

Makronkage

makronkage-ingredienser

Makronkage ingredienser

  • 125 g smør/margerine
  • 125 g sukker
  • 200 g mel
  • 2 æggeblommer (hviderne bruges senere)
  • 1 tsk bagepulver

Det hele æltes grundigt sammen, og fordeles i bunden af en springform.
Bemærk: dejen kan godt virke lidt tør (og håbløs) i starten. Bare ælt løs; før eller siden bliver dejen sammenhængende.

makronkage-3

Makronmassen hældes over

  • 2 piskede æggehvider
  • 200 g flormelis
  • 75-90 g rasp
  • 1 tsk mandelessens

Hviderne piskes (skal blive “hængende” i skålen).
Flormelis og mandelessens vendes forsigtigt i de piskede hvider.
Dernæst tilsættes rasp til massen er meget tyktflydende.

Makronmassen fordeles over dejen i springformen.

makronkage-4

Kage klar til ovnen


Det hele bages i ca. 45 minutter ved ca. 175 °C.