Dette er Udby klanens favoritlagkage!
Der er tale om en meget lækker og velsmagende lagkage. Den er samtidig meget nem at lave, så den er en sikker gæst ved kaffebordet når noget skal fejres hos Udby’erne.
Ingredienser:
- 3 lagkagebunde
- madeira, sherry eller saftevand
- ½l piskefløde
- 300g frosne hindbær
- ca. 100g makroner
- 1-2 spsk sukker
- “krymmel” til pynt
Hindbærene tages ud af fryseren og placeres til optøning. Dette kan med fordel gøres dagen før ved at placere posen med de frosne bær i køleskabet.
Blandt de optøede bær udvælges en håndfuld (6-8 stk) af de pæneste, der senere skal bruges som pynt. Disse sættes på et stykke køkkenrulle på en tallerken.
Resten af bærene hældes op i en skål og “knuses” med en gaffel.
BEMÆRK: Der er af og til problemer med virus i de rå hindbær. Derfor bør man koge dem op i en gryde. De skal være helt afkølede før de blandes i flødeskummet – stil evt. gryden i en vask med koldt vand.
Fløden piskes til flødeskum. Ca. 2/3 flødeskum vendes i de knuste hindbær. Resten gemmes til senere…
Makronerne knuses i hånden og vendes i bær+flødeskum.
Denne blanding – fyldet – smages til med lidt sukker. Det skal helst ikke være for surt (især ikke hvis det er til en børnefødselsdag).
Typisk vil ca. en spiseskefuld sukker være tilstrækkeligt.
Lagkagebundene pakkes ud og den pæneste sorteres fra – denne bruges til sidst.
En lagkagebund placeres på et fad eller en stor tallerken med bunden (den porøse side) opad.
Bunden “dryppes”: en gaffel dyppes i et glas med dryppevæsken, som kan være madeira, sherry eller f.eks. koncentreret saft. Dernæst sættes gaflen ned på lagkagebunden så dråberne væder bunden.
Dette gøres til der er “gaffeldråber” jævnt over hele lagkagbunden med 3-6mm mellem hver dråbe.
Halvdelen af fyldet hældes ud over lagkagebunden og fordeles jævnt med en kniv.
Den næste lagkagebund placeres ovenpå – denne dryppes også på den porøse side.
Resten af fyldet hældes ud over den anden lagkagebund og fordeles jævnt…
Den sidste lagkagebund dryppes på den porøse side før den lægges øverst på kagen, med den porøse side nedad (den glatte opad).
Et tyndt lag flødeskum fordeles jævnt ud over den øverste lagkagebund.
Der pyntes med hindbær og evt. med “krymmel” af forskellig art.
Resten af flødeskummet kommes i en frostpose og der klippes et lille hul i et hjørne.
Flødeskummet presses forsigtigt ud gennem hullet og “males” på siden af kagen. Eventuelt bruges en rest til at skrive noget fint på toppen af kagen 🙂
Kagen er færdig og stilles et køligt sted til den skal spises – VELBEKOMME !
Det ser rigtig dejligt og laekkert ud. Jeg elsker alle dine billeder der er til opskrifterne. Siden jeg bor i udlandet kan jeg ikke kobe lagkagebunde.Har du en opskrit pa gode bunde? Jeg har provet et par forskellige opskrifter fra Danmark men de bliver hurtig tsa bastante og harde.
Hej Susan!
Nej, jeg har desværre ikke en god opskrift på lagkagebunde – jeg oplever også at de bliver for bastante.
Kh
Jesper