I år (2024) var vi ikke ret mange til jul : 7pax (alt er jo relativt, men i Udby klanen er det helt normalt med 12-15-20 gode mennesker til et “simpelt” familie-arrangement).
Vi var “os” og det var skide hyggeligt! Men at lave mad til “få mennesker” er dagligt en udfordring for Mette og jeg, men man lærer.
Denne ris à l’amande er ikke særlig anderledes end den oprindelige, mere en opremsning af hvad vi gjorde dette Herrens år 2024 🙂 Opskrift på den tilhørende kirsebærsauce er også at finde 😀
Det er en helt perfekt portion for 7-8 pax (i 2024 var vi 3 gamle nisser 50+ og 4 unge 18-26). Man starter dagen før, dvs 23/12 hvis man skal bruge ris à l’amande 24/12🎄…
Ingredienser
- 65g økologiske grødris
- 1dl vand
- ½l økologisk sødmælk
- 1klat (🎅) økologisk smør
- ½ stang vanille
- En smule flagesalt
- 2spsk økologisk rørsukker
- 2spsk madeira
- 150g økologiske mandler hakket fint
- 4dl piskefløde (38% mindst)
Dagen før – der koges en traditionel risengrød
Vanillien flækkes og kornene skæres ud med en kniv.
Smør en tykbundet gryde med rigeligt smør. Hæld grødris og vand over og tænd på maksimum. Når det begynder at koge skrues ned og det koger ca 1 minut.
Vanillie med korn og stilk hældes i gryden sammen med mælk. Der skrues ned… Det hele simrer med regelmæssig omrøring til det har en passende konsistens (tykt, som den yngstes havregrød). Grøden smages til med en smule salt.
Risengrøden overhældes først med sukker, dernæst madeira (en god lidt sød portvin kan også bruges) og stilles koldt.
Mandlerne smuttes. Hvis man alligevel har gang i ovnen inden desserten skal anrettes kan det give mening at give de smuttede mandler 5-10 minutter i en meget varm ovn (200 °C). Husk at tage mandle(r) fra til mandelgaven(erne) 😀
På dagen (24/12 🎄🎅)
Der piskes en tyk flødeskum af piskefløden. Mandlerne hakkes groft og vendes i grøden sammen med sukker og madeira (lagt på grøden) og flødeskum. Husk at fjerne vanilliestængerne inden det hele røres sammen.
Velbekomme 🙂