Kylling i kokos

En lille hurtig aftensmad lavet af ingredienser jeg fandt i diverse supermarkeder i og omkring Oslo en onsdag på vej hjem fra arbejde…
Til 2-3 portioner.

Ingredienser

  • 400g kyllingebryst i strimler
  • 100g brune champignon
  • 2 hele chili
  • 1 jordskok
  • 1 løg
  • 3 fed hvidløg
  • frisk ingefær
  • 250g “wokmiks” (hvidkål, gulerod, brokkoli, porre, rød peberfrugt og sukkerærter)
  • ½dl soya
  • ½dl citronsaft
  • 2tsk honning
  • 2spsk sambal oelek
  • salt
  • peber
  • karry
  • gurkemeje
  • tabasco
  • evt chilipulver
  • 1tsk hele spidskommen
  • 1ds kokosmælk
  • olie (sesam/raps/solsikke/oliven)
  • evt ris (basmati ris)

Forberedelser

Kylling i lage og wokmiks

Kylling i lage

Der laves en lage af soya, citronsaft, honning, 1 fed knust hvidløg, 1 chili i skiver, 1spsk sambal oelek, ca 1spsk frisk ingefær i grove tern og lidt friskkværnet peber.

Kyllingebrysterne skæres i tynde strimler og røres i lagen. Kylling i lage står ude til den skal bruges – omrøres med jævne mellemrum.

Wokmiks

Champignon renses forsigtig, skæres i kvarte; chili, hvidløg, frisk ingefær og jordskok skæres i tynde skiver. Champignon, chili, hvidløg, ingefær og jordskok tilføres “wokmiks”.

Løget hakkes fint, endnu et fed hvidløg skæres i tynde skiver.

Tilberedning

Kylling

Hæld lidt olie på en pande. Tilsæt lidt karry og friskkværnet peber. Tænd for olien.

Når olien er varm, tilsættes hvidløg i tynde skiver. Når hvidløg har fået lidt farve, tilsættes løg og der hældes lidt tabasco på. Der omrøres og løgene svitses.

Når løgene er gennemsigtige lægges kyllingestykkerne på. Lad lagen blive i skålen så kyllingen ikke koger… Kyllingen skal nu stege ved forholdsvis høj temperatur.

Der drysses med karry, gurkemeje, spidskommen og evt chilipulver.

Når kyllingen har fået farve og en smule stegeskorpe, hældes lagen over og der skrues ned, så kylling og lage kun småsimrer.

Stegt kylling og lage

Wokmiks

Skal der koges ris er det nu risene sættes over…

En god portion sesam-, raps- eller solsikkeolie opvarmes på en pande.

Wokmiks inklusiv champignon, frisk ingefær, chili, hvidløg og jordskok hældes på panden og steges ved god varme.

Når brokkolien er ved at være lidt mør, tilsættes kylling og lage og en dåse kokosmælk.

Retten småsimrer (må endelig ikke koge for kraftigt) mens risene koger færdige. Tilsæt eventuelt mere sambal oelek, chili eller tabasco.

Smag til med salt og peber.

Velbekomme!

Mmmmm
Kylling og wokmiks i kokos

Spidskålssalat

En genial ”salat” som smager fantastisk og nydes af hele familien.

  • Spidskål
  • 1 Appelsin
  • Salatmix (f.eks. ristede og saltede peanuts og græskarkerner)
  • Rosiner
  • 2 spsk Valnøddeolie

Spidskål snittes fint. Appelsinen skæres i både og kødet tages fri af skrællen. Appelsinkødet skæres i skiver og blandes sammen med spidskål, salatmix, rosiner og valnøddeolie. Det hele vendes godt og står lidt inden det serveres.

Velbekomme!